Skovene omkring Lellinge, Gummerød og Åshøj.
I dag kom Tante 2 til Køge/Hastrup. Vi havde nemlig aftalt at vi skulle på Anemonejagt i skovene heromkring.
Ruten var planlagt hjemmefra (som vi for det meste gør) og vi startede med at gå forbi den lokale Aldi og tanke op på Iskaffe og marcipanbrød.
Herefter gik turen ad de lokale stier til Krageskoven og grænsen mellem Lellinge Overdrev og Åshøje Overdrev. Her har åen boret sig dybt ned i skovbunden.
Skoven var smuk og der var en del anemoner i skovbunden, men de frøs vist lidt for meget til at ville folde sig helt ud.
I Lellinge Frihed fandt vi en fin plads med en træstub, hvor vi kunne drikke vores 'Nu har vi altså gået over 5 km'-kaffe (indkøbt i Aldi, da det ikke ligefrem vrimler med caféer i området).
Nu var det så blevet så varmt og solen havde vist sig på himlen, så her var det lidt nemmere at se anemonerne (dog skal man nok forstørre billedet).
Turen gik videre ad Overdrevsvejen (som går gennem det meste af skoven) og Gummerødvej til stien, der fører ud til Lidemarkvej, som vi skulle krydse for at gå over i Tågerød Skov.
Vi mødte et par af disse lidt sjove træer, som vel nærmest må kaldes 'et træ med træer i toppen'.
Ved Gummerød fik vi lige en kilometer eller to på landevej inden indgangen til Lellinge Frihed.
Det har i den tid, jeg har boet i Krageskoven været nærmest umuligt at krydse fra Lellinge Frihed til Åshøje Overdrev, men nu er der tilsyneladende kommet en vej. Den er dog ikke den mest fremkommelige af slagsen, men Tanterne er jo seje, så vi hoppede fra hjulspor til hjulspor og udenom vand, grene osv. og kom ind på stierne i Åshøje Overdrev.
OG SÅ var der dømt 15 km's kaffepause ved en brændestabel i Åshøje Overdrev.
OG SÅ fandt vi endelig et stykke skovbund, hvor anemonerne nu havde foldet sig helt ud og viste hele deres smukke, hvide hoved.
Se ruten her og kortet her ved siden af. Turen kan kun anbefales og der er mange muligheder for nemt, at gøre turen længere eller kortere, da der er mange stier i området.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar