Viser opslag med etiketten Troldeture. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Troldeture. Vis alle opslag

torsdag den 4. marts 2021

Amager Fælled og Suttetrolden Sanka

Suttetrolden Sanka og Amager Fælled

Turen i dag gik til Amager, da Hanne havde opdaget, at der virkelig findes en trold mere, nemlig Suttetrolden Sanka, som ligger på Bondegården ved Remiseparken på Amager. Det er nummer 13 her på Sjælland og den måtte vi jo bare se. 

Hanne hentede mig og så kørte vi mod Amager og parkerede på Røde Mellemvej og gik hen til Bondegården for at finde Sanka. Dét var nu ikke særlig svært, han lå lige midt på pladsen og var i færd med at spise sutter, som en masse børn havde givet ham, når de nu var blevet for store til at bruge sut.

Sanka har skrevet en sang, som børnene synger for at hjælpe dem med ikke at blive så kede af, at han spiser deres sutter 💓

Jeg var i Remiseparken med datteren og datterdatteren for vel 4-5 år siden, men kunne slet ikke kende den. Den er forandret nu til en velfriseret park med store betonfliser og jerntrapper. Dog er nogle få ting bevaret, som noget af legearealet.

Efter en lille tur rundt i Enghaveparken, som ligger lige i nærheden, kørte vi ud til Amager Fælled. Ups, jeg har da glemt at tage billeder i Enghaveparken 😎

Fælleden er jo flad, så det var godt, at det ikke blæste så vildt i dag, som det har gjort de seneste dage.

Vi kunne ikke få plads på den parkeringsplads, der er inde i Fælleden, så vi måtte holde lige udenfor og der er 3 timers parkering. Derfor indrettede vi turen efter, at vi ikke skulle have parkeringsafgift 😱

Man kan da heldigvis godt nå en god tur på små 3 timer incl. pause, så vi gik ud til hjørnet ved Kalvebodbroerne og tilbage som en rundtur. 

Der er jo smukt derude og der var rigtig meget vand - også på steder, hvor der normalt ikke er søer. Denne sø er aftegnet på kortet over området, men den strakte sig godt nok over vel ca. 4 gang så stort areal.

Her endnu en sø, der har vokseværk.

Vi mødte også lige et par unge køer, som havde søgt ly ved indgangen til folden, hvor de kunne stå nogenlunde tørklovede.

Det sidste stykke vej på vej tilbage til bilen, gik vi langs 'Kunstnerkvarteret', hvor der er bygget virkelig mange, sjovt formede hus, som f.eks. Bjarke Ingels, 8-tallet på billedet her. Det virker som om der har været en arkitektkonkurrence i gang derude... 

Vi passerede også Skulpturpark Himmelhøj med bl.a. dette grundstødte skib. Området er gammel havbund.

Endnu en fantastisk tur med Tante 1. Den blev, trods parkeringsrestriktionerne, på 10 km.... 

og så var der så lige de 3,2 km fra Bondegården og Enghaveparken.







tirsdag den 2. februar 2021

Åmarken St. - Ishøj St. via Planetstien

Planetstien og Lange Liv

Turen i dag startede ved Åmarken St., hvor Planetstien starter sin vej mod Avedøre. Stien starter på toppen af et kunstigt bjerg ...

... hvor Solen ligger. Her var den smukkeste udsigt over det meste af Vestegnen og helt ud til Kalvebodbroerne. 

Herfra går det ned ad bakke og på vejen ned møder man... 

... Merkur, Venus, Jorden (billedet viser Jorden og Måned) samt Mars, som er de første 4 planeter i vores solsystem. De ligger ret tæt på hinanden. 

Herefter fortsætter stien mod Hvidovre og derfra igen videre mod Avedøre, hvor vi lige efter Uranus gik en afstikker fra stien for at gå under motorvejen og ud på ...
... Skrædderholmen (øen mellem de to Kalvebodbroer). Her kører bilerne på motorvejen i begge retninger over Kalvebodbroen lige over os.

På vores Sydhavnstur den 5. januar fandt vi hende aldrig, så NU skulle det være og vi havde forberedt os lidt bedre hjemmefra, så denne gang vidste vi, hvor vi skulle lede. 

OG YES, der sad hun og kiggede ud over vandet.

Lettede over, hvor dygtige, vi havde været, gik vi tilbage over broen og tilbage til Planetstien, som fortsætter ud over Strandengen og helt ude i Hvidovre, hvor Volden starter finder man så planeten, Pluto, som er så lille, at vi helt missede den (sandheden er nok nærmere, at vi gik og snakkede, så vil glemte at kigge med på kortet og derfor kom til at overse den lille 'krølle' på stien, hvor Pluto befinder sig).

Nu var det tid til kaffepause og der er heldigvis ret godt med borde og bænke langs stien på Strandengen. Intet CoffeSpot billede, desværre, men den medbragte Latte var helt fin.

Ved Holmesøen (Stamholmen) drejede vi ud mod vandet og gik ad Svingelstien på Revlen med kurs mod Ishøj.


Det bedste skilt, vi så på vejen her efter at have gået godt 3 timer var dette (det nederste 😰)

Anderledes lettere gik vi fornøjede videre med Ishøj med det håb, at vi ville finde en café, der solgte ToGo Latte.

Vi passerede mange smukke steder på vores vej. Her er vi tæt på Ishøj og solen har begyndt sin vej mod horisonten.

Endelig kom vi til Ishøj station og sørme om ikke der lå en MAX Burger, som også solgte Cafe Latte ToGo - og den var faktisk forbavsende GO', så den får lige 💚💚💚💚💚

Det blev til 17,62 km med en højde på 112 meter og i tiden 5 timer og 5 minutter med en aktiv tid på 4 timer og 4 minutter. Se kortet her og tag gerne hele eller dele af turen, som var fantastisk lærerig (Planetstien) og smuk (Strandengen og Revlen).

torsdag den 28. januar 2021

Nordhavn - Nørreport

Nordhavn og Kaptajn Nalle

Dagens tur startede på Nordhavn St., hvor vi gik den rute, som Thomas Dambo har lagt fra stationen og ud til Kaptajn Nalle. Jeg havde dog lagt ruten ind på AllTrails, så vi ikke var afhængige af, at skulle finde alle de små 'plader' med koordinater. 

Vejret var koldt og blæsende, men heldigvis tørvejr og vi gik på én stor byggeplads rigtig meget af vejen. Der var utallige lastbiler, som snoede sig ind og ud mellem vejskilte, andre biler og vejspærringer, men vi slap da heldigvis helskindet igennem forhindringsbanen.

Efter adskillige kilometer endte vi sørme ved vandet og på afstand fra alt byggeriet. Her ude for enden kunne man dreje til højre eller venstre og gå ad en sti langs med vandet. 

Udsigten over København var flot og solen er ved at bryde frem. 

Det stormede stadig en halv 'pelikan', så vi valgte at kun se den sti, der gik til højre. 

Den førte til Nordhavnstippen, et grønt (nåh ja, der vil nok være flot, grønt om sommeren) område med små damme.

Her fandt vi - efter laaaaaang tids søgning - et af de små skilte med koordinater til næste stop på ruten, som Thomas Dambo har sat op. Det var dog ikke muligt for nogen af os at læse, hvad der står på skiltet, så det var godt, at vi allerede havde ruten klar.

Der var vådt og smattet derude på Nordhavnstippen og vi sprang, mellem vandpytter på græsset og is på de asfalterede områder, videre mod området, hvor Kaptajnen gemmer sig.

Endelig nåede vi frem og så havde vi kun én udfordring tilbage.... hvordan kommer vi ind til ham, når der er højt ståltrådshegn hele vejen rundt om den kæmpegrund, han befinder sig på? 

Heldigvis var der andre, der havde haft samme udfordring og nogen havde trukket et stykke hegn til side, så man kunne snige sig ind på grunden. Her var han så.... 

Efter at have hilst på Kaptajn Nalle, var det ved at være spisetid og vi fandt en lukket café, der havde nogle bænke og borde stående udenfor. Her satte vi os og fortærede den medbragte frokost. LunchSpot billede må man tænke sig til 😳

Nu gik det så tilbage til Nordhavn st. og  Marmormolen og den nye bydel, Nordhavn, som ligger smukt langs begge sider af Nordhavn Bassin.

Vi havde købt dejlig Cafe Latte hos Lagkagehuset i Nordhavn og den tog vi med på vejen mod Nørreport st. - som vi gik til, bare fordi, vi kan og fordi vil havde til kl. 15 til at komme på toget inden spærretiden.

PS. Vi kan oplyse, at der ikke findes én eneste skraldespand på vejen fra Nordhavn og helt ud til Amerikakaj.

Skøn, omend kold og blæsende, tur, som vi helt sikkert skal gøre om i sommeren 2022, når de formentlig er kommet noget længere med byggeprojekterne derude.

13,54 km blev det til og ruten findes her.


tirsdag den 5. januar 2021

Sydhavnen - Kalvebodbroerne - Brøndby Strand St.

Sydhavnen over Kalvebodbroerne til Brøndby Strand St.


Vores første tur i år falder på en kold og forholdsvis stormende dag. Vi har et udestående, vi skal finde de nye trolde i København. Vi så ham på Christiania på en af vores sidste ture i 2020, men vi mangler 3, nemlig Nordhavn, Sydhavn og Kalvebod. Vindretningen udelukkede Nordhavn....

Så vi hoppede på toget og kørte til Sjælør og gik gennem Sydhavns Tippen, hvor vi fandt Ivan Evigvår og fik en kop medbragt kaffe sammen med ham på et sted, hvor der var dejligt læ.

 

Der er jo en trold mere i området, så vi tog en dyb indånding og vandrede videre over Sjællandsbroen til Amager, hvorfra vi gik langs vandet og kiggede over på Sydhavns Tippen. Sulten indhentede os midtvejs til Kalvebodbroerne, så vi fandt et sted med et par siddepladser og en bålplads (som vi dog ikke brugte)

 

Efter således at have fyldt brændstof på tankene, gik vi fortrøstningsfuldt videre mod Kalveboderne i det stille håb, at det ville være muligt at komme over broen til fods (vi var ret enige om, at det var der). OG det var der heldigvis, så afsted med os.... ud på broen og i første omgang over til Skrædderholmen, den lille ø mellem de to broer.


Vi fik lige taget et par ret pæne billeder af Amager set fra broen lige, hvor den ender på Skrædderholmen.

 


Billederne her er før og efter solnedgang.

 

Nå, vi gik på troldejagt... Vi kiggede højt og lavt på hele den ene ende af øen, på hele den venstre side og på hele den anden ende af øen - uden at se så meget som skyggen af en trold. 😲

 

Det er sjældent, at vi giver op, men det var koldt og vi havde langt hjem endnu, så lettere (underdrivelse) skuffede videre over den anden del at broen og stod så igen på Sjælland. Herfra var der så 'kun' 3-4 km til Brøndby Strand st., hvor vi kunne komme på toget mod Karlslunde og Køge. Vi gik ud af stien og gik forbi et skilt, hvor der stod 1 km til Friheden st. (også på Køgebanen), MEN vi er seje, vi havde aftalt Brøndby Strand St., så vi gik forbi. Hold da op, hvor var det lange 3 km, men pludselig stod vi ved stationen, hoppede på toget og kørte hjemad.

 

 

 

Her er kortet over hele turen, som nåede op på 18 km. Egentlig meget godt gået, når udgangspunktet bare var en tur rundt på Sydhavnstippen 😎

 

Kaffebedømmelse: Hannes medbragte, hjemmelavede karamelkaffe smagte himmelsk.


 

Valby til Frederiksberg og København - Besøg hos Margit

Besøg hos Margit og tur til Frederiksberg og Kbh. Vejrudsigten for i dag var ikke så spændende og vi har jo været meget våde på flere af vor...