Viser opslag med etiketten Vandreture i Nordsjælland. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Vandreture i Nordsjælland. Vis alle opslag

torsdag den 18. november 2021

Farum Sø rundt

Farum Sø rundt


På en skøn efterårsdag med lidt finregn og næsten vindstille og med en sol, der gjorde sit bedste for at bryde gennem skylaget, tog Tanterne til Farum for at gentage en tidligere tur rundt om Farum Sø.

Vi havde valgt at starte i den vestlige ende af søen selvom den officielle Søsti starter i den modsatte ende. Dette dels fordi, vi allerede har gået den 'rigtige' vej rundt på hele den afmærkede Søsti og dels fordi vi denne gang havde valgt en alternativ rute, hvor vi gik tæt på vandet det allermeste af turen. OG så ikke at forglemme, fordi det så passede med, at vi kunne drikke vores obligatorisk Latte på Stationstorvet i Farum, som ligger i den østlige ende af søen.




Efterårsfarverne pryder landskabet ved søen. Her ved en af de mange bålpladser langs den sydlige bred.

Tanterne nyder udsigten over søen fra Fugletårnet ved Mosen.
Der er bare SÅ mange smukke farver i landskabet på denne årstid. Man kan slet ikke se sig mæt på dem.
Gennem det seneste årstid har vi lagt mærke til at, der står vand i skovbunden i mange af vores skove og her ved Farum Sø er det også tilfældet mange steder.
Farum Søsti er afmærket med sten med pile hele vejen rundt, men kun den ene vej rundt. Vi gik den modsatte vej, så det var lidt sjovt at se alle pilene pege tilbage, hvor vi kom fra.



Der er højvande i søen i dag og smukt ser det ud med alle de træer, der ligger i vandet og med sivene, som efterhånden er helt efterårsgule.

Godt halvvejs rundt om søen, tog vi en afstikker til Farum by, nærmere betegnet til Stationstorvet, hvor Farumhus Bageren holder til. Her købte vi Latte og en skøn kartoffelkage, som blev nydt i fulde drag.













Tilbage på stien var det stadig meget smukt i det skønne efterårsvejr. Her går vi igen langs med vandet i de nedfaldne blade.

Puuuuhaaa, det går altså og en del op ad bakke her i skoven. Her kæmper Tante 2 sig op ad en stejl bakke.



Der står smukke kilometersten langs hele ruten. Her er vi ved 6 km mærket, som lignet et sneglehus.








De sidste par kilometer var tæt på at blive en kamp mod den tiltagende skumring, men vi nåede tilbage til bilen inden det blev alt for mørkt.


15 km blev det til i den smukkeste natur og denne gang kunne vi se søen på det meste af turen. Den officielle Farum Søsti er 10 km, men det gav altså små 3 km ekstra, at gå langs bredden i stedet for på højderyggen syd for søen OG så 'kostede' turen til bageren og kaffen de sidste 2 km, men det var nu de ekstra skridt værd.

Jeg har tegnet både den oprindelig rute (rød) og vores specielle rute (blå) ind i AllTrails, så man kan vurdere forskellen.
Den lilla er afstikkeren til bageren.






















tirsdag den 18. maj 2021

Kronborg og Helsingør

Helsingør og Jim Lyngvild udstilling på Kronborg

I dag fik Tanterne en storslået kulturel oplevelse i forbindelse med vores tur til Helsingør idet vi skulle besøge Jim Lyngvilds udstilling, 'Kongerækken' på Kronborg.

Vi kørte i Hannes 'lille grå bil' til Helsingør og fik den parkeret godt ved Kronborg. Vi havde egentlig tænkt på og gjort klar til at skulle en tur til Helsingborg efterfølgende, men det måtte vi droppe, da vi ikke var helt sikker på reglerne og da Tante 1 havde forlagt sit 'Corona-rejsecertifikat'.

Vi fik købt billet til udstillingen og fik adgang et kvarter senere. Hold da op...sikke en oplevelse. De smukkeste og meget spændende opbyggede billeder, der var ca. 3 m høje og ophængt i Kronborgs smukke lokaler.





Her Christian VII med Støvlet Katrine og i samme sal var en del af de dragter, Jim Lyngvild har syet til lejligheden også udstillet. Begge tanter var dybt imponeret over det hele.


Mange af dragterne var udstillet i et af lokalerne, bl.a. Støvlet Katrines kjole og Christian VII's dragt.

Det er imponerende at se, hvilket arbejde, der ligger bag udstillingen og begge tanter var meget imponerede.

Lige et eksempel mere fra udstillingen.






Vel ude i slotsgården prøvede jeg at tage et billede af Kronborg set fra gården. Bygningerne står rent faktisk lodret, selvom det ikke helt ser sådan ud.


Her ser det lidt mere naturligt ud 😍


Vi gik en tur rundt om Kronborg og stak ind gennem Kasernegaden, hvor der ligger en super god café, som også har kafferisteri.

Vi fik en rigtig god Latte og et kærnemælkshorn med rabarberkompot i til kaffen.


 






Således genopfyldt med Tante-brændstof gik vi ind i Helsingør by og fik vist gået på de fleste af gaderne og de små smukke smalle, brolagte stræder. 


Efter et par timers traven rundt i byen var vi her i den anden ende af byen på Simon Spies Plads for at se om vi kunne komme til at sidde i gårdhaven i den ene af de caféer, der ligger her.. Der var dog fuldt optaget, så vi gik helt ned i den anden ende igen (det var også nærmere bilen 😍)... 

...og drak var anden Latte på Café Karisma, som havde super sød betjening og et rigtig godt tilbud på Latte og kage.


Således fyldt til randen begav vi os hjem fra Nordsjælland og havde gået 9,79 km på Kronborg og i byen i rimeligt godt vejr.









torsdag den 13. maj 2021

Klampenborg Dyrehave

Dyrehaven med 'drengene'


Det er Kr. Himmelfartsdag i dag, så PE er på besøg og vi havde derfor planlagt at tage 'drengene' med på en tur i Dyrehaven for at se de små rådyr-kid og de store flokke af dyr derude. Vi hoppede på toget og kørte til Klampenborg st., hvor vi startede turen i Dyrehaven.

Billedet er lånt fra PE 😊

Vi gik mod Eremitagen, da vi ved, at der kan vi se de store flokke af rådyr.

Vejret var fint til gåtur..... lige til de første dråber faldt fra himlen og i løbet af kort tid blev til en kæmpebyge med regn, rusk og torden og lyn 😱 
Her er et kig ud på stien fra vores læ-sted. Det var godt, at Tanterne er beredt og har medbragt regnslag OG at begge har et regnslag ekstra i rygsækken.

Da det så småt begyndte at stilne af efter en rum tid (ved ikke hvor længe, vi stod der 😎, men vi var ret så våde udenfor regnslaget).... 

... gik vi til Eremitagen, hvor vi vidste, at der var mulighed for læ for regnen.... Det var der dog andre, der også vidste 😊 - men efterhånden som regnen forsvandt mere og mere, gik folk videre og vi fik en plads under et udhæng og kunne spise vores medbragte mad i tørvejr. 

Eremitagen er jo flot - også efter en ordentlig tordenbyge 😍


Efter kort tid brød solen gennem skyerne og vi kunne smide regnslagene og nyde turen igen. På vej mod Ulvedalene mødte vi denne flok råer, der græssede i solen.
Ulvedalene er et meget smukt og kuperet terræn med små søer og spredt træbevoksning. Det er i det område Det kongelige Teater sætter forestillinger op hvert år (når der ikke lige er Corona-forsamlingsforbud osv.) og i år gør de klar til at spille Hobitten, som skulle have været spillet derude i 2020.

Vi nåede til området ved Dyrehavsbakken og ved Kirsten Pils Kilde har de en udendørs bar, hvor der kan købes kaffe og kage mod rigelig (nej, det er ikke en slå-fejl 😂) betaling.










Vi drak vores 'kaffe med mælk' (som var deres version af Latte 😁) og nød gulerods- og citronkager til, i det nu så smukke solskinsvejr.

... og nød udsigten til Kildesøen, mens snakken gik lystigt rundt om bordet 😍

Tak for en dejlig dag til 'drengene', det gør vi da om en anden gang (forhåbentlig uden tordenvejr).


Turen blev kun på 7,75 km, selvom vi havde planlagt en smule længere tur. Ruten kan ses på AllTrails og her.


tirsdag den 27. april 2021

Tur rundt om søerne i Lyngby mv.

Tur rundt om søerne i Lyngby mv.

Vi havde planlagt en tur med udgangspunkt ved Sorgenfri st., så den lille grå kørte os lige så fint derop og efter en halv times tid som blev brugt på at finde ud af, at  man godt kunne holde frit på P-pladsen ved stationen, begav vi os ud på ruten, som var planlagt hjemmefra og lagt på Alltrails.

Jeg fandt kortet, som vi skulle gå efter og vi begav os ud på turen langs Lyngby Sø. Meget smuk tur og fantastisk udsigt over søen.
På et langt stykke gik vi på en ret smal sti gennem, hvad der nærmest må betegnes som en sump. Der var vand på begge sider, så der var ikke plads til svinkeærinder.

Broen over Mølleåen, hvor den løber fra Bagsværd sø og ind i Lyngby sø. Vi krydsede broen og kom til...
... Bagsværd sø og lige før Sophienholm Park så vi dette smukke syn... OG så gik det op for undertegnede, at vi vist havde valgt en forkert rute, da vi i følge den, der var planlagt nu skulle befinde os i Rude skov på vej mod HolteKollen 😱
NÅ, 'things happens' og det var jo en flot tur, vi var kommet ud på, så vi krydsede vejen og gik ind i Sophienholm Slotspark...
... og fandt et LunchSpot  med denne utroligt smukke udsigt 😍 At vi fandt den skyldtes udelukken Tante 2's vedvarende, insisteren på at der var en GeoCash deroppe. Vi fandt den aldrig, men vi nød virkelig udsigten, så det blev en af de længere frokostpauser 😎
Turen gik langs Bagsværd Sø's nordlige bred til Mølleåens udløb fra Furesøen...

... og fortsatte langs sydsiden af Furesøen og Tanterne nød virkelig at se, hvordan der var spæde skud af blade på mange af træerne langs søen.
Lang meget af denne side af søen, er terrænet ret kuperet og vi steppede på små, smalle stier temmeligt højt oppe på en skrænt. Vi har jo gået Furesøen rundt for ikke så længe siden.... 



...så vi vidste, at der var et skønt sted, hvor vi kunne drikke vores kaffe og nyde en smuk udsigt. Der var godt nok lidt længere end vi huskede, men vi nåede bænken og bordet for at opdage at det var optaget, men pyt... der var heldigvis et bålsted med siddepladser rundt om, så der indtog vi Tante 2's medbragte Latte og nød udsigten 😍😎


Anemonerne var næsten sprunget helt ud, så skovbunden var smuk på de steder, hvor solen kunne komme ind.
Fra Furesøen gik vi gennem Frederiksdal Storskov, som var meget speciel. Store bakker og alle træer, der var faldet havde fået lov at ligge. Det var meget specielt at se.
Der måtte forceres forhindringer et par gange, både i form af vand og væltede træer, som her, hvor Tante 2 passerer et af slagsen i fin stil.
Den sidste kop kaffe på turen blev indtaget med udsigt til Bagsværd Sø's nordlige indhak lige før Mølleåens udløb i Lyngby Sø


Denne udsigt sad vi og nød, mens kaffen blev drukket 😎 Herefter gik vi langs den sydlige bred af Lyngby Sø tilbage mod Sorgenfri st.
Der var lige et enkelt pit-stop mere, da Tanterne simpelthen ikke kunne få sig selv til at gå forbi Havnehytten, som lokkede med is med denne udsigt. Det kunne vi ikke stå for, så vi satte os og nød endnu en af de utallige smukke udsigter ved og omkring de tre søer, som vi har besøgt i dag.

Efter endnu en skøn tur, denne gang på 18,57 km kørte den lille grå hjemad mod Karslunde og Tune. Kortet kan findes her.




Valby til Frederiksberg og København - Besøg hos Margit

Besøg hos Margit og tur til Frederiksberg og Kbh. Vejrudsigten for i dag var ikke så spændende og vi har jo været meget våde på flere af vor...