tirsdag den 9. marts 2021

Bidstrup skovene

Bidstrup Skovene...

... har længe været på Tanternes ønskeliste og i dag blev det så til virkelighed. På en kold, men solrig enafdeallerførsteforårsdage, drog Tanterne så afsted mod Kr. Hvalsø, nærmere bestemt Avnsø for at finde et sted at sætte 'Den lille grå', så den kunne vente pænt på at vi kom tilbage og hentede den igen.




Allerførst, så har vi talt meget om, hvorfor det hedder Bidstrup Skovene og ikke Bidstrup Skoven. 'Google is my friend', så det fandt jeg hurtigt en forklaring på:

Bidstrup Skovene består af en række mindre skovområder: Storskoven, Valborup Skov, Ravnsholte Skov, Avnstrup Skov Heide Overdrev, Orup Skov og Helvigstrup Skov. Med erhvervelsen af Helvigstrup Skov, der ligger midt i området er Bistrup Skovene nu en 1000 ha stor sammenhængende offentlig skov. Landskabet er stærkt kuperet, og med søer, vådområder, moser, overdrev og græsningsenge samt marker midt i skoven byder området på et endog meget rigt og varieret dyre- og planteliv. Bidstrup Skovene er fx et af de få steder i Danmark, hvor den lille syvsover – hasselmusen – lever.

Det med, at området er stærkt kuperet, DET kan vi godt skrive under på. Det er længe siden, vi har gået SÅ meget op ad bakke (for nørderne: Elevation gain: 389 m).

Der er mange, mange, mange smukke steder og mange søer i området.

Det var meget få mennesker, vi mødte på vores 5 ½ time lange tur, men her er vi lige blevet passeret af et par piger på islænderheste.

Det er virkelig svært, at gengive det kuperede terræn på billeder, men her kan man vist godt danne sig et indtryk af, hvor mange bakker og dale her er. Forstør gerne billedet.


Vi så pludselig noget, der lignede et shelter i det fjerne og så styrede vi direkte efter det. Tidsmæssigt passede det nemlig fint med frokost, så det blev det til.

Og udsigten.... tjaaaa, det var svært at løsrive sig igen, vil jeg bare sige....

Nå, men vi måtte jo videre og her er vi nået til Helvedeskedlen, som er et af de kæmpestore dødishuller, der er opstået i Bidstrup Skovene efter den sidste istid. Da isen trak sig tilbage, efterlod den nogle kæmpe isklumper begravet af jord. Da isen langt senere smeltede, dannedes det store hul i skoven. Jeg ved ikke, hvor dybt hullet er, men vi kan kun anbefale, at man tager ud og ser det.

Videre gik det og skoven vekslede hele tiden mellem skov, hulninger, oversvømmede træer og som her, et enligt træ, der rakte langt op over de øvrige træer i området.

Når man nu er på de kanter, så må man jo lige besøge Sjællands højeste punkt, som er Gyldenløves Høj ved Skjoldnæsholm. 125,5 m er højen høj. Vi kom heldigvis ind fra skoven, så vi var allerede godt oppe i højden i forvejen og manglede kun de sidste 40 meter. Den lille person på højen er Tante 1, så jo.... der er højt ned.


Nu gik turen så videre mod Skjoldnæsholm - vi skulle jo lige krydse et gods/herregård/slot af på ruten. Nu, hvor vi har fundet alle 13 trolde på Sjælland, er vi gået på jagt efter slotte, godser og herregårde 😍 Der skal jo gerne være en form for mening med at vade alle de kilometer 😂😂
Billedet her er vores CoffeSpot (hjemmebragt islatte og rugbrødsboller (hold da op, hvor bliver vi sunde!!!...... i dag 😂😂).

Turen lakker mod enden og nu har vi kun tilbage at finde hjem til 'Den lille Grå', så vi traver deruda' 

Vi mødte godt nok et sjovt træ på vores vej.... Se, der er hank på træet - og ja, den er vokset fast i begge ender 😂 Jeg eeeeeelsker naturens små luner 💓



Hold da helt op, nogle flotte 'views', vi havde oppe fra nogle af de mange bakker (udover mange af de andre bakker 😊) - klik på billedet for at se det i en større version.

Da vi nærmede os bilen, kunne vi se, at vi kunne tage et mountainbike spor og spare en kilometer eller så, SÅ vi kiggede lidt på hinanden og blev enige om, at det kunne vi da godt gøre.... DET var spændende, specielt det sted, hvor der stod et skilt med "Rutchebane" 😱. 


Nå, vi kom ned, krydsede en lille bæk via et bræt og kom op igen på den anden side og fandt bilen og kørte hjem efter endnu en rigtig skøn tur. 



17 km blev det til og jeg var i hvert fald godt brugt i benene.... 😎


Og så lige højdemeterne også..


Er du blevet interesseret i Bidstrupskovene og vil du gerne vide lidt mere om området, så tag et kig her....












 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Valby til Frederiksberg og København - Besøg hos Margit

Besøg hos Margit og tur til Frederiksberg og Kbh. Vejrudsigten for i dag var ikke så spændende og vi har jo været meget våde på flere af vor...