torsdag den 25. november 2021

Køge Å Stien - Ølbyvej til Skovhusvænge - og retur - Etape 1



Fra Ølbyvej (Gl. Kjøgegaard) til Skovhusvænge

Denne etape af Køge Å Stien gik vi med udgangspunkt på parkeringspladsen ved Gl. Kjøgegaard ved Ølbyvej.

Vi startede vores tur med at gå gennem Køge Ås fra starten ved Ølbyvej og helt ud til slutningen ved Salbyvej. 

Her følger Køge Å stien Salbyvej og vi måtte gå et langt stykke af vejen i rabatten på Salbyvej. Der var ikke så meget at tage billeder af, men da vi nåede til Bakkesvinget i Salby, krydsede vi Køge Å.

Herfra gik vi gennem Gl.Lellingegård og ud på grusvejen bag ved Møllegården og Skovhusvænge.

Herfra kan man se over til Glentehøj, som for år tilbage var kendt for at det her var muligt at se den røde Glente, som på det tidspunkt var ret sjælden i Danmark. Området ligger svært tilgængeligt og er fredet.




Vi fortsatte ind i Skovhusvænge et stykke længere henne ad stien. Vejret var lidt vådt og der var en del store vandpytter på vejen, som vi måtte hoppe let og elegang over.

Når man kommer ind i Skovhusvænge fra den kant, vi kom fra, er noget at det første, man møder, Køge å, som her et en utroligt smukt vandløb. Billedet her er taget ved broen over åen.

Skovhusvænge er en meget smuk og alsidig skov, som jeg har et meget personligt forhold til, da jeg har boet i Møllehuset i 7 år sammen med mine 3 børn, der jo har haft skoven som legeplads det meste af deres barndom.

Et andet smukt sted i Skovhusvænge er det sted, som vi kalder Bjørnehulerne - en masse bøgetræer, som vokser på skråningen ned mod åen og hvis rødder danner nærmest huler. Her spiste vi vores medbragte frokost og nød den smukke udsigt over åen.

Dette var stedet, hvor vi skulle vende om og gå tilbage ad samme rute, som vi kom.




Da vi kom tilbage til Ølbyvej gik turen meget målrettet mod Lagkagehuset ved Køge Station, hvor vi indtog vores obligatoriske Tante-Latte med stort velbehag.


Endnu en skøn Tante-Tur var slut og vi mangler nu kun én etape af Køge Å Stien, den fra Regnemark til Dyndet og Mosehuset.


Dagens tur blev på 15,50 km og blev gennemført i ret vådt vejr, men med det sædvanlige gode humør.

















tirsdag den 23. november 2021

Køge Å Stien - Skovhusvænge til Regnemark - Etape 2

Køge Å Stien - etape 2

Vi er blevet færdige med at gå Ringsted Oplevelsessti og forbindelsen mellem denne og Køge Å Sti, så nu mangler vi kun lige Køge Å Sti fra Køge Ås til Dyndet.

Vi startede med den midterste etape, som gik fra midt i Skovhusvænge til Regnemark over Spanager.

Køge Å løber jo gennem skoven, Skovhusvænge og kan hele tiden ses fra Køge Å stien her.


For enden af Skovhusvænge krydsede vi Ejbyvej for at komme videre på stien. Køge å løber under samme vej. 



På den anden side af Ejbyvej gik vi mod Spanager ad en sti, der hele tiden havde Køge å på siden. Vejret var helt vidunderligt med sol og vindstille.



Der står pæle langs hele ruten og udover at vise os, hvor vi skal dreje om hjørner og hvor langt der er til næste 'holdepunkt', så viser pælene også at vi stadig befinder os på 'Marathon-ruten' (turen fra Køge Å Stiens udgangspunkt ved Ølbyvej på Åsen til Borup Station er 22 km, så hvis man går/løber frem og tilbage har man nået et Marathon.






Der er oplysende skilte med jævne mellemrum på ruten - OG ikke at forglemme, bænke, så man kan sætte sig og nyde de forskellige udsigter, den ene smukkere, end den anden. 

Efter ca. 5 km holdt vi en kaffepause i solen og med en smuk udsigt på en af de mange borde og eller bænke, der var på ruten.







Vi krydsede over åen nogle gange undervejs på turen og den smukke, blå himmel spejlede sig smukt i vandet.






Der ligger rigtig mange blade på stierne og nogle steder i skovene var det faktisk ret svært at se, hvor stierne egentlig var.

Her er det dog ret tydeligt 😊






Efter godt 10 km ved Ravneshøj skoven var det tid til frokosten som blev indtaget ved bord og bænke 













På vejen hjemad fulgte vi samme rute på stykket gennem Skovhusvænge, dog gik vi på den anden side af åen. 

Her et billede af åen igen, igen.




Det sidste billede af Køge Å i Skovhusvænge er taget på det sted, hvor der er trappe ned til åen og den smukkeste udsigt fra toppen af åsen til åen i bunden.



16,6 km blev det til i alt og atter en rigtig dejlig tur med højt vejr og ditto humør 😊


Det var så den midterste etape af Køge Å stien. Nu venter så den første etape fra Ølbyvej til dette sted og tilbage igen. Denne tager vi på torsdag, hvis vejret ellers holder. Og derefter den 3. etape fra dagens slutpunkt ved Spanager til Mosehuset i Dyndet.

torsdag den 18. november 2021

Farum Sø rundt

Farum Sø rundt


På en skøn efterårsdag med lidt finregn og næsten vindstille og med en sol, der gjorde sit bedste for at bryde gennem skylaget, tog Tanterne til Farum for at gentage en tidligere tur rundt om Farum Sø.

Vi havde valgt at starte i den vestlige ende af søen selvom den officielle Søsti starter i den modsatte ende. Dette dels fordi, vi allerede har gået den 'rigtige' vej rundt på hele den afmærkede Søsti og dels fordi vi denne gang havde valgt en alternativ rute, hvor vi gik tæt på vandet det allermeste af turen. OG så ikke at forglemme, fordi det så passede med, at vi kunne drikke vores obligatorisk Latte på Stationstorvet i Farum, som ligger i den østlige ende af søen.




Efterårsfarverne pryder landskabet ved søen. Her ved en af de mange bålpladser langs den sydlige bred.

Tanterne nyder udsigten over søen fra Fugletårnet ved Mosen.
Der er bare SÅ mange smukke farver i landskabet på denne årstid. Man kan slet ikke se sig mæt på dem.
Gennem det seneste årstid har vi lagt mærke til at, der står vand i skovbunden i mange af vores skove og her ved Farum Sø er det også tilfældet mange steder.
Farum Søsti er afmærket med sten med pile hele vejen rundt, men kun den ene vej rundt. Vi gik den modsatte vej, så det var lidt sjovt at se alle pilene pege tilbage, hvor vi kom fra.



Der er højvande i søen i dag og smukt ser det ud med alle de træer, der ligger i vandet og med sivene, som efterhånden er helt efterårsgule.

Godt halvvejs rundt om søen, tog vi en afstikker til Farum by, nærmere betegnet til Stationstorvet, hvor Farumhus Bageren holder til. Her købte vi Latte og en skøn kartoffelkage, som blev nydt i fulde drag.













Tilbage på stien var det stadig meget smukt i det skønne efterårsvejr. Her går vi igen langs med vandet i de nedfaldne blade.

Puuuuhaaa, det går altså og en del op ad bakke her i skoven. Her kæmper Tante 2 sig op ad en stejl bakke.



Der står smukke kilometersten langs hele ruten. Her er vi ved 6 km mærket, som lignet et sneglehus.








De sidste par kilometer var tæt på at blive en kamp mod den tiltagende skumring, men vi nåede tilbage til bilen inden det blev alt for mørkt.


15 km blev det til i den smukkeste natur og denne gang kunne vi se søen på det meste af turen. Den officielle Farum Søsti er 10 km, men det gav altså små 3 km ekstra, at gå langs bredden i stedet for på højderyggen syd for søen OG så 'kostede' turen til bageren og kaffen de sidste 2 km, men det var nu de ekstra skridt værd.

Jeg har tegnet både den oprindelig rute (rød) og vores specielle rute (blå) ind i AllTrails, så man kan vurdere forskellen.
Den lilla er afstikkeren til bageren.






















onsdag den 17. november 2021

Museumstur med Birthe - Arbejdermuseet og Statens Museum for Kunst

Tanterne på museumsbesøg 

I dag var vi på museumsbesøg med Birthe og vi skulle besøge Arbejder Museet og Statens Museum for Kunst. Desværre fik jeg slet ikke taget billeder på Arbejder Museet, så jeg har lånt et par stykker fra museets hjemmeside.

Her indgangspartiet med de karakteristiske vasketøjssnore.




Og den smukke festsal.





Jeg mente, at huske, at der udover 2 lejligheder fra først i 1900-tallet også var en lejlighed fra 1950-60'erne. Denne fandt vi desværre ikke, men heldigvis var der et par billeder fra den på hjemmesiden.

Disse billeder kunne være taget i mit barndomshjem i København fra 1961 - 1964 på Christianshavn.

Både stue og køkken er næsten som jeg husker det fra jeg var omkring 8-10 år gammel.


Efter turen tilbage ad MemoryLane for os alle tre, gik vi mod Statens Museum for Kunst for at få lidt kulturel næring.




Vi gik gennem Botanisk Have, som vi alle tre synes vældig godt om og selv på en blæsende, våd og kold efterårsdag, er der smukt her.






Denne busk står med de smukkeste lille bær og er en fryd for øjet for de forbipasserende.



På Statens Museum for Kunst koncentrerede vi os om de danske Guldaldermalere og dette billede kunne jeg simpelthen ikke stå for (jeg har faktisk broderet det og det hænger på min væg hjemme).





I foyeren stod denne installation, som vi havde en del snak om 😵

Efter at være helt firkantede i øjnene af at kigge på smukke (de fleste) billeder, gik vi gennem Kongens Have mod Strøget for at finde et sted at drikke vores Latte.

På Livgardens kasserne ved Rosenborg stod tilsyneladende alle de herboende gardere opstillet på flotte, lige rækker og geledder.


Og udenfor stod et par repræsentanter for Ordensmagten klar til at standse biler og cyklister ved indkørslen til kaserneområdet.... 

JA, selveste Dronning Margrethe II var på vej for at uddele et ur til årets heldige garder. Her ankommer hun i den flotte, gamle Krone-bii. Det gik temmelig hurtigt med at komme ind på området, så billedet er en smule sløret, men majestæten sidder på bagsædet 😎


Det var godt nok lidt længe at stå og vente på at se bil og dronning, som var væk igen på et splitsekund, så vi smuttede videre hen over Kultorvet, som var smukt julepyntet (det er den 17. november i dag!!!) ...




... og gik videre ad Rosengården, Fiolstræde og Strøget til Rådhuspladsen for at indtage vores Orange Mocha Latte på EspressoHouse dér.

Det blev til en tur på 7 km i blæsende og letregnfuldt efterårsvej, men kaffen smagte os rigtig godt.











Herefter gik vi til Københavns Hovedbanegård, hvor Birthe tog toget til Roskilde og Tanterne drog mod Karlslunde st. og Køge.

Tak til Birthe og til Tante 2 for endnu en superfin Museumstur. Nu mangler vi kun at se Davids Samling 😍

tirsdag den 16. november 2021

Roskilde Rundt

Rundtur i Roskilde

Tanterne mødtes ved Roskilde St. og vi gik gennem sygehus-området, hvorefter vi satte kurs mod den østlige del af Roskilde, forbi Ro's Torv og ud omkring Ternehaven, hvor vi gik lidt rundt og kiggede på husene.

Efter aftale spiste vi vores medbragte frokost i Tante 2's barnebarn, Katrines skønne lejlighed med udsigt til Roskilde Fjord og Vikingecentret. 


Her blev vi underholdt af Katrines skønne kat, Candy, der var ualmindelig sød og kælen (og sulten) 😻

Efter en hyggelig frokostpause gik vi igen ud i Roskilde og ned mod Roskilde Fjord og havnen.
Det blæste en mindre pelikan, så vi gad ikke gå for meget på havnen, så vi satte hurtigt kursen mod centrum...
... og Ro's Torv... og EspressoHouse samme sted. Her drak vi lækker Orange/Mocha Latte og spiste en lille Napoleonhat hver 💓, hvorefter vi gik mod stationen og tog til henholdsvis Køge og Tune.


Turen blev på 14 km og vejret var rimeligt godt. Fugtigt i luften, men vi slap for decideret regnvejr.

Tak til Katrine for lån af lejlighed til LunchSpot og for dermed at skåne os for at kolde numser på en eller anden bænk 😍

Valby til Frederiksberg og København - Besøg hos Margit

Besøg hos Margit og tur til Frederiksberg og Kbh. Vejrudsigten for i dag var ikke så spændende og vi har jo været meget våde på flere af vor...