torsdag den 18. november 2021

Farum Sø rundt

Farum Sø rundt


På en skøn efterårsdag med lidt finregn og næsten vindstille og med en sol, der gjorde sit bedste for at bryde gennem skylaget, tog Tanterne til Farum for at gentage en tidligere tur rundt om Farum Sø.

Vi havde valgt at starte i den vestlige ende af søen selvom den officielle Søsti starter i den modsatte ende. Dette dels fordi, vi allerede har gået den 'rigtige' vej rundt på hele den afmærkede Søsti og dels fordi vi denne gang havde valgt en alternativ rute, hvor vi gik tæt på vandet det allermeste af turen. OG så ikke at forglemme, fordi det så passede med, at vi kunne drikke vores obligatorisk Latte på Stationstorvet i Farum, som ligger i den østlige ende af søen.




Efterårsfarverne pryder landskabet ved søen. Her ved en af de mange bålpladser langs den sydlige bred.

Tanterne nyder udsigten over søen fra Fugletårnet ved Mosen.
Der er bare SÅ mange smukke farver i landskabet på denne årstid. Man kan slet ikke se sig mæt på dem.
Gennem det seneste årstid har vi lagt mærke til at, der står vand i skovbunden i mange af vores skove og her ved Farum Sø er det også tilfældet mange steder.
Farum Søsti er afmærket med sten med pile hele vejen rundt, men kun den ene vej rundt. Vi gik den modsatte vej, så det var lidt sjovt at se alle pilene pege tilbage, hvor vi kom fra.



Der er højvande i søen i dag og smukt ser det ud med alle de træer, der ligger i vandet og med sivene, som efterhånden er helt efterårsgule.

Godt halvvejs rundt om søen, tog vi en afstikker til Farum by, nærmere betegnet til Stationstorvet, hvor Farumhus Bageren holder til. Her købte vi Latte og en skøn kartoffelkage, som blev nydt i fulde drag.













Tilbage på stien var det stadig meget smukt i det skønne efterårsvejr. Her går vi igen langs med vandet i de nedfaldne blade.

Puuuuhaaa, det går altså og en del op ad bakke her i skoven. Her kæmper Tante 2 sig op ad en stejl bakke.



Der står smukke kilometersten langs hele ruten. Her er vi ved 6 km mærket, som lignet et sneglehus.








De sidste par kilometer var tæt på at blive en kamp mod den tiltagende skumring, men vi nåede tilbage til bilen inden det blev alt for mørkt.


15 km blev det til i den smukkeste natur og denne gang kunne vi se søen på det meste af turen. Den officielle Farum Søsti er 10 km, men det gav altså små 3 km ekstra, at gå langs bredden i stedet for på højderyggen syd for søen OG så 'kostede' turen til bageren og kaffen de sidste 2 km, men det var nu de ekstra skridt værd.

Jeg har tegnet både den oprindelig rute (rød) og vores specielle rute (blå) ind i AllTrails, så man kan vurdere forskellen.
Den lilla er afstikkeren til bageren.






















onsdag den 17. november 2021

Museumstur med Birthe - Arbejdermuseet og Statens Museum for Kunst

Tanterne på museumsbesøg 

I dag var vi på museumsbesøg med Birthe og vi skulle besøge Arbejder Museet og Statens Museum for Kunst. Desværre fik jeg slet ikke taget billeder på Arbejder Museet, så jeg har lånt et par stykker fra museets hjemmeside.

Her indgangspartiet med de karakteristiske vasketøjssnore.




Og den smukke festsal.





Jeg mente, at huske, at der udover 2 lejligheder fra først i 1900-tallet også var en lejlighed fra 1950-60'erne. Denne fandt vi desværre ikke, men heldigvis var der et par billeder fra den på hjemmesiden.

Disse billeder kunne være taget i mit barndomshjem i København fra 1961 - 1964 på Christianshavn.

Både stue og køkken er næsten som jeg husker det fra jeg var omkring 8-10 år gammel.


Efter turen tilbage ad MemoryLane for os alle tre, gik vi mod Statens Museum for Kunst for at få lidt kulturel næring.




Vi gik gennem Botanisk Have, som vi alle tre synes vældig godt om og selv på en blæsende, våd og kold efterårsdag, er der smukt her.






Denne busk står med de smukkeste lille bær og er en fryd for øjet for de forbipasserende.



På Statens Museum for Kunst koncentrerede vi os om de danske Guldaldermalere og dette billede kunne jeg simpelthen ikke stå for (jeg har faktisk broderet det og det hænger på min væg hjemme).





I foyeren stod denne installation, som vi havde en del snak om 😵

Efter at være helt firkantede i øjnene af at kigge på smukke (de fleste) billeder, gik vi gennem Kongens Have mod Strøget for at finde et sted at drikke vores Latte.

På Livgardens kasserne ved Rosenborg stod tilsyneladende alle de herboende gardere opstillet på flotte, lige rækker og geledder.


Og udenfor stod et par repræsentanter for Ordensmagten klar til at standse biler og cyklister ved indkørslen til kaserneområdet.... 

JA, selveste Dronning Margrethe II var på vej for at uddele et ur til årets heldige garder. Her ankommer hun i den flotte, gamle Krone-bii. Det gik temmelig hurtigt med at komme ind på området, så billedet er en smule sløret, men majestæten sidder på bagsædet 😎


Det var godt nok lidt længe at stå og vente på at se bil og dronning, som var væk igen på et splitsekund, så vi smuttede videre hen over Kultorvet, som var smukt julepyntet (det er den 17. november i dag!!!) ...




... og gik videre ad Rosengården, Fiolstræde og Strøget til Rådhuspladsen for at indtage vores Orange Mocha Latte på EspressoHouse dér.

Det blev til en tur på 7 km i blæsende og letregnfuldt efterårsvej, men kaffen smagte os rigtig godt.











Herefter gik vi til Københavns Hovedbanegård, hvor Birthe tog toget til Roskilde og Tanterne drog mod Karlslunde st. og Køge.

Tak til Birthe og til Tante 2 for endnu en superfin Museumstur. Nu mangler vi kun at se Davids Samling 😍

tirsdag den 16. november 2021

Roskilde Rundt

Rundtur i Roskilde

Tanterne mødtes ved Roskilde St. og vi gik gennem sygehus-området, hvorefter vi satte kurs mod den østlige del af Roskilde, forbi Ro's Torv og ud omkring Ternehaven, hvor vi gik lidt rundt og kiggede på husene.

Efter aftale spiste vi vores medbragte frokost i Tante 2's barnebarn, Katrines skønne lejlighed med udsigt til Roskilde Fjord og Vikingecentret. 


Her blev vi underholdt af Katrines skønne kat, Candy, der var ualmindelig sød og kælen (og sulten) 😻

Efter en hyggelig frokostpause gik vi igen ud i Roskilde og ned mod Roskilde Fjord og havnen.
Det blæste en mindre pelikan, så vi gad ikke gå for meget på havnen, så vi satte hurtigt kursen mod centrum...
... og Ro's Torv... og EspressoHouse samme sted. Her drak vi lækker Orange/Mocha Latte og spiste en lille Napoleonhat hver 💓, hvorefter vi gik mod stationen og tog til henholdsvis Køge og Tune.


Turen blev på 14 km og vejret var rimeligt godt. Fugtigt i luften, men vi slap for decideret regnvejr.

Tak til Katrine for lån af lejlighed til LunchSpot og for dermed at skåne os for at kolde numser på en eller anden bænk 😍

torsdag den 11. november 2021

Nordhavn - Østerbro - Nørreport - Vesterport 09.11.21

Nordhavn og Københavnertur



Tanterne havde et par ærinder i Nordhavn og ved Nørreport, så dagens vandretur blev indledt med en togtur fra henholdsvis Køge og Karlslunde til Nordhavn st.

Vi vandrede rundt i Nordhavn for 10 mdr. siden og der er da sket lidt siden, men der er stadig mange lastbiler og opgravninger for at skaffe ny infrastruktur i området.

Disse huse var, så vidt, vi husker, ikke bygget da vi var der sidst.

Vi fandt vejen ud mod Thomas Dambo's trold, Kaptajn Nalle, som vi dels gerne lige ville gense og dels vidste, at der var en café i nærheden, hvor vi måske kunne få kaffe.
Kaptajn Nalle var flyttet siden sidst og der var bygget container huse på området, som dog stadig var indhegnet, så billedet er taget gennem hegnet og med zoom.
Café 'Den sorte Café' var også lukket denne gang, så vi gjorde som ved sidste besøg, hvor den var Corona-lukket, og satte os i læ for den kolde vind på en bænk og spiste vores medbragte mad og drak vores, heldigvis også, medbragte Latte.
Vi gik tilbage mod København igen. Denne gang via Strandboulevarden og Kristianiagade over broen ved Østerport st. 
Turen gik videre til Langelinie, hvor vi lige hilste på Den lille Havfrue...

... og selvfølgelig på Gefion og okserne ved Esplanaden.

Herfra gik turen over Amalienborg Slotsplads, Bredgade, Konges Nytorv, Gothersgade til Nørre Farimagsgade, hvor vi lige havde et lille ærinde også.

Vi drak vores efterhånden vel-optjente Latte på EspressoHouse ved Imperial på Vesterport inden vi hoppede på toget hjemad.





Turen blev på 15 km og vi var undervejs glade for vores fornyligt indkøbte gule regnfrakker, som også er totalt vindtætte. Det er blevet ret så koldt 😊
 

torsdag den 4. november 2021

Sydhavn - IslandsBrygge - Østerport 04.11.21

Sydhavn - Islands Brygge - Østerport

Da Tante 1 havde en Tivoli-aftale med børn og børnebørn ud på eftermiddagen, var dagens tur henlagt til København og på vej i toget, aftalte vi, at stå af på Sydhavn st. og gå ud til Sjællandsbroen og over til Amagersiden og langs havnen til Centrum. 

Det første lange stykke går man langs den gamle losseplads, som i dag er rekreativt område. Her langs stien ligger en masse gamle kolonihavehuse.



På et tidspunkt skifter bebyggelsen karakter og bliver til siloer om bygget til højhuse og længere inde på Islands Brygge, er meget af området, som tidligere var industri (f.eks. De danske sukkerfabrikker) ombygget og nybygget med det ene højhus ved siden af det andet.


Længere inde gik vi over en af de nye, sjove broer, nemlig Cirkelbroen, som ligger overfor Den Sorte Diamant, som er en del af Det Kongelige Bibliotek.
Vi fortsatte til Knippelsbro og gik en smut rundt i Christianshavns små gader og endte med at gå på Christianshavns Vold og over broen over voldgraven.
Fra Christianshavn gik vi mod København C og Kongens Nytorv. Vi krydsede rundt i gaderne, der går parallelt med Strøget og måtte lige ind i en baggård og nyde de gamle huse derinde.













Vi sluttede af med den obligatorisk Café Latte på EspressoHouse ved Rådhuspladsen. Julelatten er udkommet og i år er der 3 udgaver, så vi måtte prøve den ene af dem, Orange med Mocha, som var super lækker.

Det blev til 16 km lækker tur gennem vores smukke hovedstad og det var skønt at gense turen langs havnen.

tirsdag den 2. november 2021

Ringsted Oplevelsessti - etape 3 - Ortved og Udløbet - Dyndet og Mosehuset og retur

Ringsted Oplevelsessti - etape 3


I dag har vi gået 3. etape af Ringsted Oplevelsessti, en del af den nyetablerede del, startende i Ortved, hvor vi fik lov til at parkere på en OK-tank på landevejen til Mosehuset i Dyndet og tilbage igen.

Den første etape nord om Haraldsted sø gik for for et par uger siden.

De første par kilometer ad Ringsted Oplevelsessti gik vi på landevejen fra Ortved mod Vigersted. 
Da vi efter et par kilometer kom ind på den del af stien der er natursti måtte vi lige stoppe op og fotografere disse smukke morgenfruer, som stod i fuldt flor.
Denne smukke hæk indeholder vist hele eftertårsfarvepaletten 😊
+5 km kaffepausen blev holdt på en bænk lige før vi gik ind i Skovridergård og Humleore Skov. Vi havde udsigt til 4 dådyrnumser oppe på en bakke.

Faktisk så vi ret mange hjorte på turen.
Skoven har selvfølgelig mange smukke efterårsfarver på denne årstid, men desværre nåede solen aldrig rigtigt at komme gennem skydækket, så farverne kom ikke helt til deres ret.

Det var en smuk tur gennem skoven forbi Humleorehus og de andre smukke skov-huse, der spredt langs skovvejene.

Vi så en hel del hjorte undervejs og måtte flere gange stå stille og nyde synet 😍
I skoven ca. en kilometer før vi nåede til Dyndet, står dette nye skilt, som viser at her mødes Ringsted Oplevelsessti og Køge Å stien.
Da vi nåede til Mosehuset ved Udløbet/Dyndet var der selvfølgelig ingen pandekager i Pandekagehuset, som kun er åbent i weekenderne udenfor sommer- og efterårsferien, så vi købte lidt te og kaffe og Tante 2 købte 2 romkugler til os til kaffepausen på vej tilbage igen.

Frokosten blev nydt i læ for den begyndende regn i et af Mosehusets hyggelige overdækkede spisesteder.
Og på vejen tilbage nød vi endnu engang den fantastisk smukke skovs farver og denne gang med en lille bitte smule sol.
Da vi nåede ud til det sidste stykke af naturstien var det kaffetid og helt tilfældigt opdagede vi et spejderområde, hvor der var et overdækket spiseområde. Vi havde heldigvis begge medbragt 2 kolde kaffe, så vi ikke skulle få abstinenser undervejs... OG vi nød i fulde drag de 2 supergode romkugler, Tante 2 havde købt i Mosehuset.
Lige et enkelt efterårsnaturbillede fra den allersidste natursti inden vi igen måtte ud på landevejen.
Vi gik denne gang ind gennem byen, Vigersted og så kirken og gadekæret i den sidste sol på denne dag.


Denne tur var 20 km i alt og nu mangler vi kun Køge Å sti-delen.
 

Valby til Frederiksberg og København - Besøg hos Margit

Besøg hos Margit og tur til Frederiksberg og Kbh. Vejrudsigten for i dag var ikke så spændende og vi har jo været meget våde på flere af vor...